FILOSOFISK CAFÉ

Velkommen til Filosofisk café, hvor vi tager emner op til diskussion og refleksion. 

Med udgangspunkt i deltagernes ønsker til emner, holder vi filosofisk café. Underviseren holder et kort oplæg: Hvad har udvalgte filosoffer tænkt om netop det? Der åbnes for fælles diskussion af emnet, hvor alle input er velkomne og underviseren styrer ordet, samt spejler deltagernes tanker i filosofien. 

Alle kan være med. Tidligere kendskab med filosofi er ikke en forudsætning. 

Emner til filosofiske cafeér:

  • Kend dig selv!
  • Men hvorfor?
  • Kunsten og det skønne - hvad betyder det for os?
  • Værdighed - hvad er det? 
  • Hvad gør os til mennesker? 
  • Mening i tilværelsen 

Hvis I er interesseret, tænk over et emne og put det i vores idé-brevkasse på skolen. I kan også ringe ller skrive en e-mail til kontoret med forslag. Hold jer ikke tilbage, vi vil gerne høre fra jer.

 

En deltagers oplevelse. 

Filosofi kan være mange ting. Det kan være sindrige begrebs-udredninger, logiske deduktioner og kig ned til kulturhistoriens mange kloge mænd. Men det kan også være praktisk filosofi, hverdags-filosofi, hvor man undersøger begreber, som vi bruger i dagligdagen og problemer, som vi slås med til daglig.

Som nu f.eks. den såkaldte filosofisk café, som vi holdt lørdag d. 25. februar. Emnet var ”det gode liv”, og hvordan det hang sammen med vores værdighed og værdier. Filosofi-læreren, Sarah, gav et kort oplæg, og derefter var ordet frit. Vi diskuterede, om det er nødvendigt at have et arbejde for at have godt liv, hvilken rolle spiller familielivet, og hvordan ligger det med friheden? Havde Janis Joplin ret, da hun sang: ”Freedom is just another word for nothing left to lose”? Altså helt jordnære problemstillinger, som alle kan forholde sig til ud fra egen livserfaring.

 

Vi, der var mødt op, havde en god eftermiddag. Men vi kunne sagtens have været flere. Så derfor: Hvis Den Grønne igen arrangerer en filosofisk café, så sæt kryds i kalenderen. Det kan nemt blive en udbytterig dag.